torsdag den 6. marts 2014

Outkast genforenes efter syv år






Har modtaget en pressemeddelelse fra Roskilde Festival:

"Hiphop-legenderne Outkast bryder syv års pause med en genforeningsturné, der bringer deres festlige hitparade til Roskilde Festival. Samtidig føjes én af morgendagens sprødeste rappere – Chance The Rapper – til årets program.

Outkast har solgt over 25 millioner plader på verdensplan, og deres album Speakerboxxx/The Love Below fra 2003 er at finde blandt de mest sælgende hiphop-albums nogensinde.

Den uforlignelige og fandenivoldske duo – bestående af Andre 3000 og Big Boi – fra Atlanta, Georgia, har siden 1994 dannet skole og nedbrudt grænserne mellem hiphop, rock og pop med elskede hits som ”Ms. Jackson” og ”Hey Ya!”

Efter syv års pause drager Outkast endelig på en spektakulær verdensturné, der markerer 20-års jubilæet for udgivelsen af det skelsættende debutalbum Southernplayalisticadillacmuzik.

Denne begivenhed fører det grammy-vindende makkerpar til Roskilde Festivals Orange Scene til sommer.

Løbet over ende af fans

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:

”Rygterne om Outkasts genforening begyndte for alvor at cirkulere sidste efterår, og siden er vi næsten blevet løbet over ende med ønsker fra fans om, at de bare skal spille på Roskilde Festival. Så jeg er vildt stolt over, at det er lykkedes for os at få dem til Roskilde. Outkast har opbygget en legende-status, der rækker langt ud over hiphoppen, så vi skal forvente en non-stop hitparade på Orange Scene til sommer.”

Følgeskab af morgendagens stjerne

Legenderne fra Outkast får desuden følgeskab af én af morgendagens sprødeste stjerner, når Chance The Rapper træder selvsikkert ind på scenen.

De slutter sig til hiphop-navne som A$AP Ferg, Dilated Peoples, Earl Sweatshirt, Pusha T og World's Fair, der allerede er offentliggjort til årets festival.

Program offentliggøres 2. april

Dermed er Roskilde Festival endnu et skridt mod et endeligt program.

Festivalens bookere arbejder i øjeblikket på højtryk for at fuldende programmet, der i sidste ende vil rumme cirka 160 navne fra alle musikalske verdenshjørner og vægtklasser.

Programmet til den 44. festival i Roskilde offentliggøres onsdag den 2. april i kl. 12.00.

Navne som Arctic Monkeys, Damon Albarn, Earl Sweatshirt, Haim, Kasabian, Major Lazer, Moderat, Pusha T, Rob Zombie, Trentemøller og MØ er allerede føjet til plakaten."







mandag den 3. februar 2014

Gendannede Psyched Up Janis spiller på Roskilde Festival






Har modtaget en pressemeddelelse:

"Legendariske Psyched Up Janis vender tilbage til Roskilde Festival i 2014 med en fest for 90’er-minder og hylende guitarforstærkere.

Der er garanti for støjende evergreens, når Psyched Up Janis med Sune Rose Wagner i front gæster årets Roskilde Festival.

Mange år før The Raveonettes stiftede Sune Rose Wagner et andet band ved navn Psyched Up Janis, som spillede deres sidste koncert på Roskilde Festival i 1999.

I 2014 vender Psyched Up Janis tilbage for at for at imødekomme efterspørgslen fra en generation, der er trådt ind i voksenlivet til tonerne af ’I Died In My Teens’ og bandets eviggrønne debutalbum Swell – en klassiker der dengang som nu fremstår kras, frisk og melodiøs.

Sune Rose Wagner har store forventninger til koncerten, der bryder med bandets 15 år lange pause fra Roskilde Festival. Han siger:

“Vi glæder os sindssygt meget til at spille Roskilde Festival! Så er sommeren reddet! Det bliver for vildt at fyre den af for så mange mennesker på et sted, som har så stor betydning for os. Det bliver en uforglemmelig oplevelse.”

Se offentliggørelses-video: Psyched Up Janis @ Roskilde Festival 2014

Roskilde Festivals fulde plakat vil i 2014 rumme cirka 160 kunstnere, hvoraf Arctic Monkeys, Major Lazer, Haim, Pusha T, Rob Zombie, Carcass, Trentemøller og MØ er nogle af dem.

Se bandlisten her

Roskilde Festival 2014 finder sted i dagene 29. juni til 6. juli 2014.

En billet koster 1910 kroner inkl. gebyr."

Inden koncerten på Roskilde Festival er Psyched Up Janis på turne rundt i landet.