fredag den 21. juni 2013

Mediebyen bliver pengeløs




Roskildes Festivals sagnomspundne medieby (eller Backstage Village som festivalen foretrækker at kalde den) (det betyder i øvrigt ikke, at du ikke skal stå en halv time i kø til toilettet, men der er sæbe i dispenserne) bliver i år penge- og kreditkortløs (eller som festivalen foretrækker at kalde det cash free zone).

I stedet benyttes et betalingsarmbånd (som Skive Festival for et par uger siden også introducerede), der indeholder en chip. Betalingsarmbåndet sættes på gæsternes håndled samtidig med, at man checker ind på festivalen.

Festivalens backstage-gæster kan allerede nu overføre penge til deres armbånd, og på selve festivalen kan man lave overførsler i bankboderne ved Check-in eller i Backstage Village eller benytte de mange tablets i området, der er opsat til formålet.

Det er desuden muligt at lave overførsler via Smartphone - hent app’en ”BigeWallet” i App Store (iPhone) eller Google Play (Android), eller man kan besøge bigewallet.dk via telefonen.

Gæster får ikke-forbrugt beløb retur, når de ønsker det.

Roskilde Festival indfører kreditkort- og kontantfri zone i Backstage Village for at samle erfaringer med fremtidens betalingsmåder på festivalen. Festivalen forventer, at gæsterne vil opleve hurtigere betjening og kortere køer i boderne. Samtidig skal gæsterne ifølge festivalen ikke bekymre sig om kvitteringer eller tabte kontanter. Med festivalens ord: "Overblikket og sikkerheden er altid lige ved hånden."

Mere om teknologien bag og selskabet BigeWallet her

Vilkår, betingelser og priser her